Små mængder biogas kan være bæredygtigt
I visse tilfælde kan der være fordele ved at producere biogas, så et begrænset forbrug af biogas kan være godt for både klima og miljø
Energisystemet
Biogas er forholdsvist nemt at bruge i energisystemet. Biogas kan opgraderes til ledningsgas, så det kan bruges i de eksisterende rør og lagre. Desuden kan der hurtigt skrues op og ned for forbruget i energisystemet, så det følger efterspørgslen af energi.
Virksomheder kan forholdsvis nemt omlægge fra olie og kul til gas.
Madaffald
Organisk køkkenaffald kan anvendes til at producere biogas, hvilket skaber en mulighed for, at næringsstoffer bliver recirkuleret. Dette kræver dog, at det organiske køkkenaffald er rent og uden alt for meget uorganisk indhold og kemikalier. Produktion af biogas kan være en fin måde at behandle denne type affald. Dog kan meget af det organiske køkkenaffald også bruges som foder, hvilket kan være en bedre anvendelse med hensyn til klima og miljø, samt sikkert også økonomi. Reguleringen omkring brugen af køkkenaffald som foder er imidlertid forholdsvis rigid.
Læs mere om, hvor meget biogas der kan produceres på en bæredygtig måde.
Gyllebehandling
Isoleret set vil der være mindre lugt og udslip af drivhusgasser fra gylle, når det er behandlet i et biogasanlæg frem for at blive spredt direkte på markerne. En del af lugtgenerne flyttes dog fra landbrugsjorden til biogasanlæggene. Det sker dog, at der bruges substrater i biogasanlæggene, der lugt kraftigt, hvilket kan lugtes, når den afgassede biomasse spredes på markerne. Den afgassede gylle er lettere at håndtere end ubehandlet gylle. Det bliver sagt, at næringsstofferne fra den afgassede gylle optages lettere af planterne end fra gylle, selvom der så vidt vides mangler evidens for dette.
Økologisk landbrug
Økologiske jordbrugere må (i modsætning til de biodynamiske) sprede afgasset gylle fra konventionelt landbrug i et begrænset omfang og efter særlige regler. Mange økologiske jordbrugere ønsker flere næringsstoffer til deres marker, og de ser afgasset gylle som attraktiv, da det sikrer en form for næringsstofkredsløb. Andre vil mene, at næringsstofferne kommer fra det industrialiserede landbrug og derfor ikke er velkomne på økologiske marker.
Den bedste anvendelse
Isoleret set er det naturligvis også en fordel, at biogas kan produceres af gylle og anden biomasse, som ikke umiddelbart kan udnyttes bedre. Især denne fordel fremhæves ofte i debatten om biogas, uden at de negative aspekter ved det industrialiserede landbrug bliver nævnt. Meget af den øvrige tekst om biogas på denne hjemmeside handler om de negative aspekter ved produktion af biogas.
Sidst redigeret 14.02.2023
Om stopgas.dk
Hjemmesiden StopGas.dk formidler viden om gas til danske klima- og miljøaktivister. Siden drives af Miljøbevægelsen NOAH. Vi bestræber os på, at indholdet er fagligt korrekt og velfunderet, og at det supplerer dag til dag-opdateringer i Facebook-grupper og andre kommunikationskanaler.
Kontakt jacob@noah.dk, hvis du har forslag til ændringer, opdateringer eller selv vil bidrage med en tekst.