Økonomi
Selvom verdensmarkedsprisen på fossilgas er steget, gør det ikke biogas konkurrencedygtig. Energi fra sol og vind var nemlig billigere end fossilgas, allerede før prisen på fossilgas steg
I juni 2021 kunne Politiken skrive, at frem til og med 2030 har Folketinget aftalt at støtte produktionen af biogas med ca. 43 milliarder. kr.
Siden er prisen på fossilgas steget, men det er kun en mindre andel af støtten, der er afhængig af priserne på fossilgas. Kun ca. en 1/5 af den største post på finansloven er afhængig af ændringerne i fossilgasprisen.
Finansloven har pt. fire poster med støtte til biogasindustrien:
Biogas (til transport og proces)
Grundtilskuddet er 39 kr./GJ, mens et tilskud på 26 kr./GJ reguleres i forhold til fossilgasprisen.
Tilskud til opgradering eller rensning af biogas
Grundtilskuddet er 79 kr./GJ, mens et tilskud på 21 kr./GJ reguleres i forhold til fossilgasprisen.
Biogas og andre grønne gasser (opgradering, transport og proces) ifm. Klimaaftalen
FL22 beskriver ikke, hvorvidt støtten er afhængig af prisen på fossilgas, men støtten tildeles for 20 år på baggrund af udbud til vindende projekter.
Tilskud vedrørende biogas
Det fremgår af FL22, at noget af tilskuddet er afhængig af fossilgaspriserne.
Oversigt over tidligere og forventede udgifter til biogas i Finansloven for 2022 i mio. kr.:
Vi ved ikke, hvilken fossilgaspris der ligger til grund for skønnene i finansloven, men da fossilgaspriserne allerede var høje, da finansloven for 2022 udkom, og da kun en mindre del er afhængig af fossilgasprisen, er det nok ikke forkert at konkludere, at den årlige støtte bliver over 2 mia. kr. i 2022.
Den akkumulerede fremskrivning på 43 mia. kr. kan derfor være for høj, men som det fremgår af tabellen ovenfor, forventes der betydelig større støtte i 2023 og 2024 end i 2022. Desuden er det sandsynligt, at fossilgaspriserne falder igen.
Til sammenligning anslås de samlede investeringsomkostninger for Danmarks største vindmøllepark, Thor, at være ca. 15,5 mia. kr. Og parken forventes at producere strøm i minimum 30 år.
Biogas er dyr
Ifølge rådgivningsvirksomheden Niras er produktionsomkostningerne til at producere biogas til ledningsnettet ca. 6 kr. per kubikmeter. Omkostningen til at producere selve biogassen ligger på ca. 5 kr. per kubikmeter, mens udgifterne til at opgradere den til en kvalitet, så den kan sendes ud i ledningsnettet, er ca. 1 kr. per kubikmeter.
Niras forventer ikke den store reduktion i produktionsomkostningerne. Det skyldes især, at der løbende er udgifter til opkøb og transport af biomasseinput. og at der ikke er det samme store potentiale for teknologisk udvikling, som der har været for f.eks. vindmøller.
Den relativt høje produktionspris på biogas betyder, at biogas ikke kan konkurrere i pris med vedvarende energi fra vind og sol. Mange traditionelle økonomer vil derfor mene, at biogas kun skal benyttes de steder, hvor CO2-neutrale alternativer er dyrere end biogas. Et eksempel kan være energi til industrien, hvor der er behov for en flamme, og til backup i energisystemet til de dage, hvor solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Energibehovet til disse to anvendelser er ca. 8 PJ.
Selv inden corona og Ukraine-krigen var fossilgas dyrt
I 2021 forventede Energistyrelsen, at prisen på fossilgas i 2022 ville være små 40 kr. per GJ, hvilket svarer til ca. 1,5 kr. per kubikmeter. Energistyrelsen forventede ligeledes, at prisen ville stige til små 60 kr. per GJ, hvilket svarer til 2,20 kr. per kubikmeter, i 2040. I forbindelse med corona og Ukraine-krigen er fossilgaspriserne imidlertid steget kraftigt, så den nu ligger på over 100 Euro per MWh, hvilket svarer til over 7,5 kr. per kubikmeter. Du kan se den aktuelle fossilgaspris her.
At prisen på fossilgas er steget så meget, at fossilgas i skrivende stund er dyrere end produktionsomkostningerne for biogas, gør i sig selv ikke biogas mere attraktiv. Fossilgas har altid været en relativ dyr energiform!
Interessen for at fremme produktionen, skal mere ses som landbrugslobbyens interesse for at slippe for et affaldsproblem (f.eks. gylle) og interessen for at øge markedet for biomasseprodukter (især halm) end en løsning, der er god for klimaet. Professor i energisystemer, Brian Vad Mathiesen, forklarer det med, at biogas ikke er en klimateknologi, men en affaldsteknologi.
Sidst redigeret 10.11.2022
Om stopgas.dk
Hjemmesiden StopGas.dk formidler viden om gas til danske klima- og miljøaktivister. Siden drives af Miljøbevægelsen NOAH. Vi bestræber os på, at indholdet er fagligt korrekt og velfunderet, og at det supplerer dag til dag-opdateringer i Facebook-grupper og andre kommunikationskanaler.
Kontakt jacob@noah.dk, hvis du har forslag til ændringer, opdateringer eller selv vil bidrage med en tekst.