Kvælstofforurening
Den samlede forurening med kvælstof fra gylle reduceres ikke ved bioafgasning
En rapport, som Aarhus Universitet har udarbejdet for Energistyrelsen, viser, at det er usikkert, om bioafgasning af gylle samlet set fører til mindre forurening med kvælstof end ubehandlet gylle. Forklaringen er, at mens udvaskning af kvælstof i form af nitrat (NO3) bliver mindre, fordamper der mere ammoniak (NH3) til atmosfæren, når bioafgasset gylle udbringes på landbrugsjorden sammenlignet med en situation, hvor det er ubehandlet gylle, der bliver udbragt.
Udvaskningen af nitrat bliver mindre, fordi bioafgasning fører til, at en større andel af kvælstof (N) kommer på mineralsk form og dermed bliver tilgængeligt for den afgrøde, som vokser på marken. Det betyder også, at der efterlades mindre organisk bundet N i jorden, der kan give nitratudvaskning i de følgende år.
At fordampningen af ammoniak bliver større, skyldes, at pH er højere i afgasset gylle end i ubehandlet gylle. Når pH øges, dannes der mere ammoniak. Desuden forestiller man sig, at den såkaldte klæbeeffekt også bidrager til den øgede fordampning af ammoniak. Afgasset gylle kan have en klæbende egenskab, som formodes at bidrage til en langsommere infiltration i jorden, og som ikke opvejes af effekten af et reduceret tørstofindhold i det afgassede substrat.
Ændret praksis hos jordbrugeren kan føre til mindre fordampning af ammoniak, men man har ikke et ordentligt samlet overblik over, hvad praksis er, og hvad man kan opnå via ændret praksis. Kvælstofbelastningen kan reduceres ved udbring af både afgasset og ubehandlet gylle. Producenterne af biogas kan også bidrage til at reducere det samlede tab af kvælstof.
Sidst opdateret 15.02.23
Om stopgas.dk
Hjemmesiden StopGas.dk formidler viden om gas til danske klima- og miljøaktivister. Siden drives af Miljøbevægelsen NOAH. Vi bestræber os på, at indholdet er fagligt korrekt og velfunderet, og at det supplerer dag til dag-opdateringer i Facebook-grupper og andre kommunikationskanaler.
Kontakt jacob@noah.dk, hvis du har forslag til ændringer, opdateringer eller selv vil bidrage med en tekst.