Fossil (Blå) brint
Kun grøn brint fremstillet af vedvarende energi fra sol og vind kan siges at være klimaneutral. Resten er lige så forurenende eller endda mere forurenende end fossile brændstoffer
En fagfællebedømt videnskabelig artikel fra 2021 slår fast, at blå brint – det vil sige brint produceret af fossilgas, men hvor noget af den udledte CO2 bliver indfanget og deponeret i undergrunden (CCS) – kan være op til 20 procent værre for klimaet end afbrænding af fossilgas til varme. Det skyldes, at blå brint produceres ved hjælp af fossilgas, der blandt andet forstærker problemet med metanlækager i forsyningskæden af fossilgas.
CCS-teknologi fanger kun nogle af emissionerne og slet ingen emissioner langs forsyningskæden. Desuden er der en del andre problematiske forhold omkring CC-teknologien, blandt andet at CCS aldrig har fungeret i stor skala, og at fossilbaseret brint er mere forurenende end at bruge fossilgas. Blå brint ikke derfor ikke betragtes som "ren". Læs mere om CCS på NOAH’s hjemmeside om CCS.
Et casestudie af et af de få blå brintprojekter, der eksisterer i dag, viser, at det udleder flere drivhusgasemissioner, end det opsamler via CCS, hvilket i realiteten svarer til en dyr form for greenwashing.
Selvom Danmark er imod at anerkende blå brint som ”ren” energi, er vi nødt til at følge EU’s politik på området. Det kan således ikke udelukkes, at der kommer produktioner af blå brint i Danmark. Desuden er der ikke noget, der siger, at dansk brintinfrastruktur ikke kommer til at blive brugt til den fossile brint.
Hvad siger industrien?
En af brintindustriens argumenter om blå brint lyder, at der skal satses på alle former for ren og kulstoffattig brint for at accelerere brintøkonomien. Den siger, at blå brint nemt kan opskaleres og fungere som en bro til grøn brint. Selv hvis det var rigtigt, vil det lede til øget udledning af klimagasser.
Norge satser på fossil brint
I Danmark er der et narrativ om, at Norge kan producere store mængder vedvarende energi i fremtiden, som kan bruges til at forsyne Danmark og resten af Europa med ren, vedvarende energi. Desværre er det ikke noget, som vinder genklang i Norge. De norske myndigheder planlægger derimod en fremtid, hvor landet forsyner resten af Europa med fossil brint. Enten ved selv at producere brinten eller ved at eksportere fossilgas til at producere brint i andre lande. Det kan man læse i den hvidbog om fremtidens norske energiressourcer, som den norske regering udgav i sommers.
Norge har rigtigt nok store forventninger til flydende havvindmøller. Havet omkring Norge er dybt, og det kan være svært at bundfæste vindmøller, som vi gør i Danmark. Det har ført til, at Norge er langt fremme i forskning og udvikling af flydende havvindmøller. Den norske regering anser ligefrem flydende havvindmøller som et muligt indbringende fremtidigt eksporteventyr.
På trods af lyse udsigter for norsk havvindenergi forventer Norge selv at bruge den vedvarende energi, der kan produceres i landet. Norge har vidtrækkende planer om elektrificering af deres energisystem og forventer ikke at have overskud af vedvarende energi til eksport. Med hensyn til eksporteventyret af flydende vindmøller handler det om eksport af viden og færdigbyggede havvindmøller.
Tilbage til startside om brint
Sidst redigeret 03.08.2023
Om stopgas.dk
Hjemmesiden StopGas.dk formidler viden om gas til danske klima- og miljøaktivister. Siden drives af Miljøbevægelsen NOAH. Vi bestræber os på, at indholdet er fagligt korrekt og velfunderet, og at det supplerer dag til dag-opdateringer i Facebook-grupper og andre kommunikationskanaler.
Kontakt jacob@noah.dk, hvis du har forslag til ændringer, opdateringer eller selv vil bidrage med en tekst.