Denmark har forbudt indvinding af olie og gas på land og i farvande tæt på kysten, men indvindingen i Nordsøen fortsætter ufortrødent frem til 2050, hvis Nordsøaftalen fra 2020 ikke bliver ændret.

Nordsøaftalen blev indgået i december 2020 af Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Konservative. Aftalen sikrede, at staten ikke længere giver tilladelse til at lede efter olie og gas i nye indvindingsområder, men aftalen gjorde ikke noget ved de aftaler om indvinding af olie og gas, der allerede var indgået. Efterforskning efter mere olie og gas i felter, hvor virksomheder allerede har koncession, vil således fortsat være tilladt. Desuden kan virksomheder ansøge om at udvide områder for eksisterende tilladelser eller om at udforske et andet mindre område. Det vil de kunne gøre gennem naboblok- og minirundeprocedurerne, som indtil nu har ført til op mod 10 procent ekstra indvinding af olie og gas.

Undersøgelser i nye områder kan blokeres

Folketinget kan i teorien forhindre, at en virksomhed får godkendt naboblok- eller minirundeansøgninger. I sidste ende er det nemlig en politisk beslutning, hvorvidt der skal gives tilladelse, og forligskredsen bag Nordsøaftalen skal inddrages i beslutningen.

Aftalen bør ændres

Aftalepartierne ønskede faste rammer, og aftalen binder dem derfor til ikke at fremrykke slutdatoen yderligere. Aftalen bliver derfor svær at ændre, men selvom aftalen stadig er ung, er der allerede sket to væsentlig ting, som hver især burde føre til, at aftalen bliver ændret, så indvinding af olie og gas i Nordsøen stopper hurtigst muligt.

For det første har SMV-regeringen foreslået at fremrykke målet om klimaneutralitet fra 2050 til 2045 og sætte et nyt mål om 110 pct. reduktion i 2050 i forhold til 1990. For det andet anbefalede Det Internationale Energiagentur (IEA) i maj 2021 et stop for investeringer i nye gas- og olieprojekter i områder, hvor der ikke allerede var givet koncession.

Desuden kan nævnes, at man siden Nordsøaftalen blev indgået, har fremrykket målet for, hvornår den danske energisektor skal gøre sig fri af fossilgas med ca. fem år, så målet nu er 2030.

Baggrunden for Nordsøaftalen

Nordsøaftalen kunne kun vedtages, fordi den såkaldte 8. udbudsrunde blev aflyst. Denne udbudsrunde blev åbnet i 2018 på trods af Parisaftale, klimakrise og alt muligt andet. Runden blev dog en fiasko med blot fire bud. Den blev først sat i bero og med Nordsøaftalen helt aflyst.

På trods af at Energistyrelsen havde forholdsvis høje forventninger til udbudsrunden, var der ikke kommerciel interesse for at indvinde olie og gas efter 2050 uden for de områder, hvor industrien allerede har koncession.

Signalværdi og troværdighed

Før Nordsøaftalen blev indgået, var der en diskussion om, hvor stor lækageeffekten vil være ved et stop for dansk indvinding af olie og gas. Klimarådet vurderede i 2020, at et plausibelt bud på kulstoflækage var 0,8 som centralt skøn i et udfaldsrum på plus/minus 0,15. Det betyder, at hver gang Danmark begrænser produktionen svarende til i alt 100 ton CO2, vil øgede udledninger fra stigende produktion i udlandet udgøre mellem 65 og 95 ton. Klimarådet understregede dog, at signalværdien ikke indgik i dette bud, og at overvejelser om signalværdi og troværdighed i en ambitiøs dansk klimapolitik i Nordsøen bør indgå i den endelige vurdering af kulstoflækagen.

Klimarådets bemærkninger om signalværdi og troværdighed var medvirkende til, at aftalen stiller krav om, at Danmark tager lederskab i oprettelsen af et nyt initiativ, der kan formalisere dette arbejde og aktivt søge nye alliancepartnere.

Dette krav blev senere til oprettelsen af Beyond Oil and Gas Alliance (BOGA), som er en sammenslutning af lande, der har sat en slutdato for indvinding af olie og gas. Læs mere om BOGA.

Indvinding af fossilgas frem mod 2050

Energistyrelsen forventer, at Danmark vil producere en fjerdel mere fossilgas frem mod 2050, end hvad der allerede er indvundet. Læs mere om indvinding af fossilgas frem mod 2050.