Klimaeffekt
Støtte til at udvikle et marked for fossile brændstoffer kan kun være dårligt nyt for klimaet
Ifølge Energinet vil byggeriet af Baltic Pipe være til gavn for klimaet. Polen vil nemlig udskifte flere kulkraftværker med gasværker, end de ville havde gjort, hvis gasforsyningen til Polen havde været mere afhængig af russisk gas.
Ifølge Energinet udleder et gasfyret anlæg cirka halvt så meget CO2 som et tilsvarende kulfyret anlæg. Desværre er en reduktion på 50 procent ikke nok. Udledningen af klimagasser i Europa skal reduceres hurtigt og kraftigt og langt mere end 50 procent.
For bygherrerne har det været vigtigt, at Baltic Pipe blev færdig inden 1. oktober 2022, hvor Polens nuværende gaskontrakter med Rusland udløber. Det viser, at projektet i hvert fald i første omgang ikke vil betyde andet, end at norsk gas erstatter russisk gas. For klimaet har det ingen betydning, hvor gassen kommer fra, ud over at nordmændene er bedre til at undgå lækager end russerne.
Forværring på lang sigt
Business casen for Baltic Pipe beskriver, at afhængigheden af en enkelt leverandør (dvs. Rusland) gør det svært at opbygge et velfungerende gasmarked. Baltic Pipe skal således være med til at opbygge ”et velfungerende gasmarked”, og det skal føre til, at gasmarkedet overtager markedsandele fra kulmarkedet.
Argumentet om, at mere gas fører til mindre afbrænding af kul, er velkendt fra gasindustriens lobbyarbejde. Desværre er denne grønvask af gas kun lykkedes alt for godt, hvilket har ført til, at der bliver bygget gasrør mange steder på kloden. Det kan godt være, at gas er mindre forurenede end kul, men det er stadig en beskidt energikilde
Udover at tage markedsandele fra kulmarkedet vil ”et velfungerende gasmarked” alt andet lige også tage markedsandele fra vedvarende energi. Baltic Pipe fører altså til, at der vil værre mindre interesse for at opbygge et vedvarende energi-system i Polen, end der havde været uden Baltic Pipe. Du kan læse mere i denne videnskabelige artikel, om hvordan investeringer i infrastruktur til fossilgas er en barriere for investeringer i vedvarende energi.
Manglende dokumentation
Energinet har ikke præsenteret offentligheden for en egentlig analyse af, hvad Baltic Pipe vil have af betydning for det Polske energisystem. Derfor er det en udokumenteret påstand, når Energinet hævder, at Polen i fremtiden vil afbrænde gas på bekostning af kul som følge af Baltic Pipe. Desværre har Energinets påstand fået mange til at tro, at Baltic Pipe gavner klimaet.
I forbindelse med planlægningen af et projekt som Baltic Pipe – der trods alt har et omfang på fire gange Danmarks nuværende forbrug af gas – burde Folketinget eller EU have krævet en uafhængig vurdering af, hvordan Baltic Pipe vil påvirke forbruget af både kul og vedvarende energi samt import og eksport af gas fra Polen.
Myndighederne burde også vurdere rigtigheden, når Energinet siger, at der kun vil strømme ”grøn” gas i Baltic Pipe efter 2050. Hvis der i 2050 er “grøn” gas nok til at dække kapaciteten i Baltic Pipe, vil det næppe blive eksporteret til Polen.
Baltic Pipe harmonerer ikke med EU’s klimapolitik
EU har den samme målsætning om klimaneutralitet i 2050 som Danmark. Investeringer i mere gasinfrastruktur harmonerer derfor ikke med EU’s klimapolitik, og slet ikke når man tager EU’s allerede rigelige og alt for stor gasinfrastruktur i betragtning!
Man kan undrer sig over, at både EU-Kommissionen og EU-Parlamentet i sin tid accepterede Baltic Pipe og andre gasinfrastrukturprojekter på PCI-listen, men det hænger sammen med, hvordan forordningen om EU’s energipolitik (TEN-E) er formuleret.
Om stopgas.dk
Hjemmesiden StopGas.dk formidler viden om gas til danske klima- og miljøaktivister. Siden drives af Miljøbevægelsen NOAH. Vi bestræber os på, at indholdet er fagligt korrekt og velfunderet, og at det supplerer dag til dag-opdateringer i Facebook-grupper og andre kommunikationskanaler.
Kontakt jacob@noah.dk, hvis du har forslag til ændringer, opdateringer eller selv vil bidrage med en tekst.