Udgifter
Det præcise bud på, hvad byggeriet af Baltic Pipe kommer til at koste, er hemmeligstemplet. Siden projektet blev besluttet, er den estimererede pris for den danske del af projektet steget med over en tredjedel
Et åbent samråd i Energi- Forsynings- og Klimaudvalget i 2018 er det tætteste Folkertinget er kommet på en egentlig debat om Baltic Pipe. På det tidspunkt vurderede Energinet anlægsomkostningerne for den danske del af projektet til ca. 6-6,5 mia. kr. og besparelsen for danske gaskunder til 1-2 mia. kr. Siden er omkostningerne steget til 8,2 mia. kr. mens besparelsen (stadig) vurderes til 2 mia. kr. skriver Energinet i en nyhed fra 4. oktober 2021.
Sidst i 2023 udgav Energinet en nyhed om, at prisen for den danskedel var vokset til 10 mia. kr.
Energinets udmeldinger om, hvad den første stigning i omkostningerne skyldes, var begrænsede. 600 mio. kr. kan forklares med Miljø- og Fødevareklagenævnets ophævelse af miljøtilladelse den 31. maj 2021. Af nyheden fra 4. oktober kunne man udlede, at 400 mio. kr. skulle findes i designændringer ved ilandføringen ved Nørre Nebel, integration på den eksisterende Nybro terminal og stor efterspørgsel efter entreprenørydelser. Energinet havde desuden tidligere fortalt om en forsinkelse og om øget erstatning til lodsejere, uden dog at vurdere de samlede ekstra omkostninger. Den senste stigning i udgiften forklares med Ukraine-krigen, tidspres, energikrise og generelle prisstigninger.
Det er uden tvivl Baltic Pipe Business Case, der har været udgangspunktet for Energinets præsentation til Energi- Forsynings- og Klimaudvalget i 2018. De samlede forventede udgifter er streget ud i den offentliggjorte Baltic Pipe Business Case-rapport. Energinet skriver dog på deres hjemmesiden, at det samlede projekt kommer til at koste et sted mellem 12 og 16 mia. kr.
Fagbladet Ingeniøren vurderer, at business casen er svær at gennemskue. Der er ikke foretaget en ekstern kvalitetssikring – som ellers er kutyme på store investeringer som f.eks. Femern-forbindelsen og letbanen i København.
Senest opdateret: 21.12.2023
Om stopgas.dk
Hjemmesiden StopGas.dk formidler viden om gas til danske klima- og miljøaktivister. Siden drives af Miljøbevægelsen NOAH. Vi bestræber os på, at indholdet er fagligt korrekt og velfunderet, og at det supplerer dag til dag-opdateringer i Facebook-grupper og andre kommunikationskanaler.
Kontakt jacob@noah.dk, hvis du har forslag til ændringer, opdateringer eller selv vil bidrage med en tekst.